Mandefonden

Mandefonden  er en privat forening, der er under stiftelse med det formål at indsamle midler og etablere en fond. Fonden skal arbejde aktivt for at hjælpe mænd med at vokse til at blive bedre mænd. Mere ærlige, mere troværdige, mere målrettede, mere nærværende, mere bevidste og mere respektfulde. Simpelthen mere retskafne mænd med retning, nærvær og bevidsthed.

Mandefonden stiftes i erkendelse af at verden har brug for bedre mænd. Der ER brug for både bedre mænd og bedre kvinder, men der er mest akut behov for at hjælpe mænd med at vokse – simpelthen fordi vi som køn er kommet bagud, har ladet stå til og ikke gjort os umage nok.

Det ses blandt andet af at stort set alle problemområder i samfundet har en overrepræsentation af mænd – vi er det ekstreme køn: Mænd sidder næsten alene i toppen – men også i bunden – af pyramiden. Sådan har det måske altid været, men det er blevet endnu tydeligere i de seneste årtier – og udviklingen i den retning fortsætter – især i bunden!

Mandefonden har ikke noget ønske om at beskæftige sig med hvis “skyld” det er, eller med pegen fingre frem og tilbage. Udgangspunktet er, at enten vinder begge køn, eller også taber begge køn. Kampen mellem kønnene har i sin nuværende form ingen vindere – kun tabere. Historisk har der for kvinderne været god grund til at kæmpe sammen for deres rettigheder, og meget godt er tilvejebragt igennem kvindernes frigørelseskamp.

For mænd er det nu tid til at træde et skridt frem, lægge skylden og den dårlige samvittighed og komme tilbage på banen. Mandefonden er et initiativ der vil arbejde for mænds ret OG PLIGT til blive den bedste udgave af sig selv – og især for at skabe muligheder for denne vækst. Det er vigtigt at forstå at det IKKE er en kamp mod kvinders rettigheder eller for at kvinder skal tilbage til kødgryderne eller for traditionelle kønsroller i samfundet. Det er et arbejde, ikke imod kvinder, men for både mænds og kvinders skyld.

Mandefondens udgangspunkt er, at alle mænd har en gave til verden, og vi som mænd skal blive markant bedre til at give denne gave. Derfor er Mandefondens formål at arbejde aktivt for mænds personlige psykologiske, værdimæssige og maskuline vækst ved at tilvejebringe og støtte bl.a.

  • tilbud om uddannelse og dannelse og udvikling for mænd
  • fora og netværk til støtte for mænds maskuline, personlige og uddannelsesmæssige vækst
  • etableringen af et eller flere steder, hvor mænd sammen kan opholde sig i forbindelse med bl.a. uddannelse og retræter og
  • for mænd der akut har brug for en midlertid bolig i forbindelse med familieopbrud eller andre livskriser

- således at mange flere mænd for mulighed for at give netop deres unikke gave til verden.

Hvorfor etablerer vi så ikke et initiativ rettet mod begge køn? Det er fordi vi tror på, at grupper af mænd kan noget særligt i forhold til at være “drivhus” for maskulin vækst, noget særligt som er næsten umuligt at skabe i sammenhænge hvor både mænd og kvinder færdes. Det kræver mænd at skabe stærke, maskuline mænd. Stærke maskuline mænd, der er til gavn og glæde for både sig selv, for deres kvinder og for verden som helhed.

Mandefonden vil endvidere markere sig i den offentlige debat og være ressource for medierne i spørgsmål om mænd og maskulinitet.

Du vil i løbet af kort tid kunne støtte Mandefonden

  • økonomisk gennem medlemsskab eller gave. Mandefonden er helt afhængig af medlemsbidrag og donationer. Alle bidrag hjælper!
  • ved at sprede budskabet om Mandefonden, fx. ved at tale med med andre eller dele informationen om Mandefonden via fx. Facebook, MySpace, email eller din egen blog
  • praktisk ved at tilbyde din arbejdskraft og/eller ekspertise indenfor et af de områder, hvor fonden får brug for hjælp
  • send en mail til nyt@mandefonden.dk, så modtager du nyhedbrevet når der er nyt at berette

Mandefonden drives non-profit og helt uafhæging af, støtter ikke og modtager ikke støtte fra hverken partipolitiske eller religiøse interesser. Vi respekterer ethvert menneskes ret til at tænke, tro og mene hvad det vil, og til at have den seksuelle orientering som den enkelte mand eller kvinde måtte ønske.

Foreningen Mandefonden er under stiftelse. Hvis du har brug for at komme i kontakt med Mandefondens stiftere er du meget velkommen til at kontakte

Mande- og Parterapeut

Tomas Friis
Slotsgade 14A, 1
3400 Hillerød

M: 40314014
E: info@mandefonden.dk

W: mandefonden.dk

Posted in Ikke kategoriseret | Leave a comment